For pårørende

For at gøre behandlingen så optimal som mulig, tilbyder vi også støtte til pårørende.
Er den, der lider af en spiseforstyrrelse, 18 år eller derover sker det kun med hans eller hendes accept. Under 18 år er familieterapi obligatorisk.

I de forskellige tilbud kan du læse mere om, hvordan vi hjælper pårørende og familier som helhed igennem den udfordring, som det er at have en spiseforstyrrelse tæt inde på livet.

Familieterapi

Her arbejder vi på at etablere en konstruktiv dialog omkring det, der er svært i familien. Fokus er på de udfordringer, der opstår som følge af spiseforstyrrelsen, men ofte også på andre vanskeligheder, der præger familien. For eksempel uhensigtsmæssig adfærd og kommunikation, og som står i vejen for, at det enkelte familiemedlem trives.

Rådgivning til pårørende

Det er altid svært at være tæt på et menneske med en spiseforstyrrelse. Det er følelsesmæssigt udfordrende, og det kan være svært at vide, hvordan du giver den bedste støtte. Rådgivende samtaler til forældre, søskende, kærester med flere er derfor ofte relevant og givtigt – både for dem, der er tæt på, og for den, der har spiseforstyrrelsen.

Pårørendegrupper

Vi tilbyder med jævne mellemrum gruppeforløb for pårørende under ledelse af en af vores terapeuter. Formålet er at skabe et sted, hvor det er muligt sammen med ligesindede at dele de svære tanker, følelser  og problematikker, der opstår, når du er pårørende til et menneske med en spiseforstyrrelse. I forløbet indgår undervisning, samtale og individuel vejledning.