Hvor vil du sidde?

En lille historie om at være sensitiv over for sine omgivelser:

Min kære mand og jeg har forladt de tomme kødgryder derhjemme. Vi vil forkæle os selv og er på vej til en restaurant i København. En vi ikke har prøvet før.

Da vi ankommer, sker der noget, vi har prøvet før. Noget, der for nogle virker meget mystisk, hysterisk eller hvordan de nu vil kategorisere den adfærd. Men for os er det blevet et helt lille ritual, ét vi morer os over, men som det tog min mand, den gang han var min kæreste, noget tid at vænne sig til.

Vi bliver anvist et bord. I dag i et mørkt hjørne, så langt væk fra vinduet, man kan komme. Tæt på køkkenet og udsugningen, der summer, så det kan høres, der hvor vi sidder. Det huer mig ikke. Jeg bliver urolig og begynder at se mig omkring i lokalet. Drømme mig over til vinduet, hvor der er lyst og venligt. Min mand er i gang med at udforske menukortet – han synes, som sædvanlig, fuldstændig upåvirket af den gru, der omgiver os. Nu læser jeg også i menukortet, men indimellem kaster jeg et blik over kortets kant. Mon hende tjenerinden er i nærheden?

Efter et par minutter ser min mand op fra sit menukort og siger de velkendte ord:

“Jeg har besluttet mig, men jeg vil ikke bestille før jeg er sikker på, at vi skal blive siddende”. Hans smiler til mig.

Og i det samme er mit hjerte ved at flyve ud af brystet på mig. ‘Gud, hvor jeg dog elsker ham.’

Jeg siger: “her er altså meget mørkt, synes du ikke?”

Han siger: “så lad os flytte bord.”

Jeg siger: “det ville da være lidt hyggeligere at sidde ovre ved vinduet.”

Han siger: “det er bedre vi flytter nu, inden vi bestiller.”

Og med et snuptag har jeg fået os omplaceret med hjælp fra den smilende tjenerinde, som jeg takker hele vejen til vores nye destination. Nu sidder vi så ved vinduet, og jeg suger lyset til mig. Lige indtil jeg mærker, at det trækker fra døren – der er lige bag mig, og som går op og i i takt med at gæsterne kommer til. Min mand kan se det i mit ansigt, før jeg når at sige noget.

“Er du sikker på, at du vil blive siddende her?”

Nej, og det ville jeg så heller ikke. I tredje forsøg lander vi ved et lille bord med kig til gaden, og væk fra døren. Endelig kan jeg koncentrere mig om det, vi er kommet for. Vi får bestilt, og inden længe synger vores sultne maver af kulinarisk fryd.

Min mand er en meget tålmodig én af slagsen. Og det er jeg glad for. Han ved, at jeg er fintfølende, når det kommer til fremmede steder. Han ved, at jeg sanser ting og sager, som ligger uden for hans opfattelsesevne. Heldigvis kan vi grine af vores lille ritual. Og i takt med, at jeg er blevet bevidst om, hvordan omgivelserne påvirker mig, er jeg blevet god til at spotte, hvor jeg bestemt ikke vil sidde, når jeg kommer ind i en restaurant, et tog, etc. Men det sker stadigvæk, at jeg først mærker “det her går bare ikke” efter, at jeg har fået mig selv placeret et sted.Og så er der kun ét at gøre, nemlige at flytte sig. Og hvis der ikke er flere ledige borde, er der jo altid den mulighed at forlade etablisimentet. Hvilket da også er sket. Jeg nægter at lade min gode mad “fordærve” af dårlige omgivelser.

 

 

 

Skrevet af: Lone Wittendorff
28. november 2011 | Kategori: Personlig indsigt | Ingen kommentarer Giv din kommentar

Har et hovedmenneske ingen følelser?

Jo, selvfølgelig har de det. Men de har ikke den dybe følsomhed, som et særlig sensitivt menneske har. De har også en tendens til at analysere og bortforklare. F.eks. “det går nok alt sammen” eller “hun gjorde det jo ikke med vilje”. Og så bliver der sjældent talt mere om den sag.

Men det er jo lige meget om “hun ikke gjorde det med vilje”. Følelserne, det kan være vrede, skuffelse, ked-af-det-hed, er der jo alligevel. Og de har brug for at blive mærket og nogen gange sagt højt. Og blot taget imod med et “du lyder skuffet” eller “det lyder som om det betyder meget for dig”. Et kram og et knus varmer også og rummer ofte mere accept end en massere ord.

Når så følelserne er blevet fordøjet, så kan der være overskud til at tænke ‘jeg ved godt, at hun ikke gjorde det med vilje”. Men det er ikke der, vi starter.

I mine øjne er alle følelser smukke – selvom de kan være skræmmende for os selv og andre. Men jo mere accept de møder, jo hurtigere går de i sig selv. Modsat, jo mere de bliver skammet væk eller sendt i eksil, jo mere larmer de og spænder ben for os. Det er ikke altid, at vi er så heldige at vores nærmeste kan forholde sig konstruktivt til vores følelser og vores sensitivitet.

Derfor må vi starte med at lære at støtte og selv, give vore egne følelser accept og omsorg. Så bliver vi ikke så frustrerede, når omgivelserne ikke forstår os.

 

 

Skrevet af: Lone Wittendorff
25. november 2011 | Kategori: Personlig indsigt | Ingen kommentarer Giv din kommentar

Skabs-emotionel – hvad er det?

‘Der må være noget galt med mig’ er madfælde nr. 1 i mini-serien ’5 madfælder du bør undgå, hvis du er særlig sensitiv’.

Her er en historie fra mit liv. Jeg skruer tiden en del år tilbage:

Min terapeut siger en dag til mig: “Du har været skabs-emotionel”.

“Hvad er det?” spørger jeg, mens jeg tænker ‘og det skal han have 700 kroner i timen for!’.

“Du har meget tidligt i livet gemt dine følelser væk, fordi der ikke var nogen omkring dig, der kunne forstå dem” forklarer han. “Men det er først nu, at du er ved at komme ud af skabet.”

Jeg må hellere gemme mine følelser væk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tyggede på det, han havde sagt, i nogle lange sekunder, mens han med et varmt smil lod mig fordøje budskabet. Herefter talte vi videre, og jeg forstod mere og mere, hvor følsomt et menneske, jeg i virkeligheden er. Under mit terapiforløb var jeg begyndt at komme i kontakt med følelser, jeg ikke anede lå gemt inde i mig. Jeg blev forskrækket og overvældet og ønskede dem langt væk. De fik mig til at spise ting, jeg ikke havde lyst til.

Jeg er vokset op alene med min mor, der er et udpræget hovedmenneske. Som det følesomme væsen jeg er, fornemmede jeg meget tidligt, at hun ikke forstod den del af mig. Så følelserne og sensitiviteten blevt lagt på hylden. Men uden at vide det gik jeg rundt og sansede, hvordan hun havde det, og derfor bar jeg ikke kun på min egen fortvivlelse men også hendes. Et tungt åg at bære for en følsom lille pige. Jeg registrerede alt det usagte, og for at holde det ud, flyttede jeg op i mit hoved og prøvede at glemme at jeg havde en krop med følelser.

Og det gik egentlig udemærket, indtil jeg en dag begyndte at blive angst og trist. Da var jeg først i tyverne. Min mor forstod mig stadig ikke, så jeg følte mig alene og forkert. Mine første kærester var også hovedmennesker, så der følte jeg mig også alene og forkert. Jeg forsøgte at tale hovedsprog med dem, men indimellem sprang følelserne ud af skabet som en vanvittig trold, og de kiggede på mig og sagde “du er sindsyg”.

Det tog en psykoterapeutisk uddannelse og nogle år i terapi, før jeg blev fortrolig med mine følelser og helt turde hoppe ud af skabet. Jeg begyndte langsomt at forstå, at min særlige følsomhed er en stor gave. Jeg omgås stadig hovedmennesker, men i dag ved jeg, hvor de taler fra, og jeg tager det ikke personligt, når de ikke forstår mig. Der er ikke noget galt med dem, og der er ikke noget galt med mig. Vi forholder os bare forskelligt til vores følelser. Men det er meget vigtig for mig også at have mennesker i mit liv, som taler samme “sprog” som mig. Sammen med dem har jeg de dybe snakke, som nærer mit følelsesliv og min sjæl.

Skrevet af: Lone Wittendorff
24. november 2011 | Kategori: Ikke kategoriseret | 3 kommentarer Giv din kommentar

Så er der liv i bloggen

Dette er mit allerførste blogindlæg. Der har skulle en del tilløb til:

Rundt regnet syv overspringshandlinger og en plade chokolade (størrelsen røber jeg ikke), før jeg endelig fik smækket rumpen i sædet og stillet skarpt.

Puha, præstationen ånder mig heftigt i nakken – jeg er sikker på det er noget du kun kender alt for godt. Prøver at bilde mig selv ind, at det nok er begyndende overgangsalder – MEN bliver hurtigt nødt til at se sandheden i øjnene – FOR ellers kommer jeg jo aldrig videre:

Sandheden er, at jeg er hamrende BANGE. Selvom jeg da burde have styr på stoffet efter 12 år i faget. Alligevel er jeg:

BANGE for at kaste mig ud i dette nye medieland. BANGE for, at du synes, at det jeg har på hjertet er uinteressant, kedeligt, hørt før, langsommeligt, dårligt skrevet …. Der er fuld skrue på kommentatorsporet, mens jeg vrider hænder, værger mig og glor ud af vinduet og drømmer om mere chokolade.

HVORFOR egentlig? Har jeg overskud til at spørge mig selv i et halvklart øjeblik, mens solen går bag endnu en sky, og Oliver gnasker vellysten på sit kødben (det er ikke manden, han hedder Chris!).

FORDI det er normalt at føle frygt, når vi bevæger os ud af  tryghedszonen, væk fra det vi kender. Nogle gange larmer frygten som et vildt monster, andre gange er den en næsten umærkelige skælven.

Og frygten vil altid prøve at overbevise os om, at det nok er bedst for os og resten af verden, at vi bliver, hvor vi er.

Dyrk dit mod

Det kaldes MOD, når du vælger at bevæge dig fremad trods advarslerne, der vælter rundt i hovedet og i maven med orkanlignende styrke. Advarslerne kommer fra frygten, der taler igennem din spiseforstyrrelse.

At du har valgt at gøre op med din spiseforstyrrelse, kræver MOD. MEGA MEGET MOD!

Jeg ved, at det på forskellige måder er rigtig skræmmende at skulle give slip på spiseforstyrrelsen. Den er din tryghedszone og din ven, selvom den på samme tid er din værste modstander og undertrykker.

DERFOR vær stolt af dig selv. ROS dig selv. Og TILGIV dig selv, når du står stille, fordi du endnu ikke er klar til det næste skridt. Du vil blive parat til næste skridt. Og hurtigere end du tror, hvis du er god ved dig selv undervejs. Opmuntrer, roser, trøster – som du ville en kær veninde eller ven.

Rigtig mange  mennesker finder aldrig modet til at bryde med det, der begrænser dem. De bliver i tryghedszonen, hvor de lader stå til og affinder sig med middelmådigheden og kedsomheden. De ender som evigt eller periodisk utilfredse med deres liv, partnere, jobbet, deres udseende, vægten, de stigende benzinpriser, og vintrene, der ingen ende tager.

Du har sikkert hørt dette før. Mere end én gang. Min frygt bimler lige lidt: ’Åh nej, er det da det eneste, hun kan komme op med, tænker de nok!!’ MEN jeg tysser på frygten – FORDI dette er en af de ting, der ikke kan siges og høres nok efter min mening. ROS DIG SELV – VÆR STOLT AF DIG SELV!

Du er sikkert verdensmester i at slå dig selv i hovedet med alt det, du ikke gør godt nok. Og en ting er sikkert:

Det du fokuserer på vokser

Hvis du fokuserer på, at du er fuld af mod, fordi du tør arbejde med dig selv, så får du mere mod og bliver mere tilfreds med dig selv og tør bevæge dig endnu længere ud af din trygge hule.

Hvis du fokuserer på, at du ikke rykker hurtig nok, gør nok, gør det forkerte, så vokser frygten og du bliver mere og mere ked af dig selv.

DERFOR dyrk dit mod. Læg mærke til alle de steder, hvor du allerede bevæger dig ud af din tryghedszone, f.eks. når du vælger at sige, tænke, spise, siger nej til den dér kage, i det hele taget gøre noget andet, end du plejer.

Og forvent ikke, at frygten forsvinder, bare sådan! Udfordringen er for os alle at mærke frygten og gøre det alligevel. Gøre det vi ved, vi bliver nødt til at gøre, for at skabe de forandringer, vi drømmer om. I det små og i det store. Og blive ved med at gøre det, indtil vi er i mål. Og altid i det tempo, vi er parat til. Mit næste blogindlæg vil kræve nyt mod. ’Mon du kan blive ved med at finde på noget at skrive om? Og så er der jo også det nyhedsbrevet. Bliver det ikke for meget på én gang? De skulle jo nødig blive trætte af dig’ hvisler frygten allerede.

Og her er gode råd dyre: ’Man skal kende sin lus på gangen’ siger De Kloge. I denne sammenhæng må det på gennemsnitligt intelligent dansk betyde:

Lær din frygt at kende

Find ud af hvilke historier/undskyldninger din frygt/spiseforstyrrelse disker op med for at holde dig i tryghedszonen. At kende dem er første skridt på vejen til at bryde med dem og begynde at gøre noget af det, der er bedre for dig/din krop, er sjovere, giver mere mening/frihed, etc.

Det kan du læse om på bloggen

Mens det prikker koldt under huden lover jeg mig selv, at jeg vil gøre mit bedste for, at min frygt ikke får lov at piske en alt for stor stemning op. DERFOR har jeg tænkt mig her på bloggen  at fortsætte med at dele ud af inspiration, værktøjer, viden, og meget mere, som jeg håber, du finder brugbare på vejen ud af din spiseforstyrrelse.

Har du ros, ris og ønsker, kom gerne med en kommentar.

PS, PS: Mit første blogindlæg! JUUBII. Jeg er stolt. Det føles fedt.

Skrevet af: Lone Wittendorff
15. september 2011 | Kategori: Personlig indsigt | 4 kommentarer Giv din kommentar