Overspisning eller tvangsspisning betyder, at personen ikke er i stand til at kontrollere, hvor meget han eller hun spiser. Der er tale om overspisning uden renselse – ofte med overvægt til følge.
Begyndelse
Lidelsen kan starte med overspisningsepisoder i 17-20 års alderen og resultere i fedme i begyndelsen af 30’erne. Personerne kan også have kæmpet med slankekure og overvægt siden barndommen.
For nogle er overspisningslidelsen en måde at debutere som spiseforstyrret, mens andre udvikler lidelsen på vej væk fra anoreksi eller bulimi.
Spisemønster
Overspisernes spisemønster er kaotisk, og de mister kontrollen over spisningen mange gange om dagen. Nogle overspiser meget i løbet af kort tid, som regel fed og kalorieholdig mad, andre småspiser hele tiden og får langt mere, end kroppen har brug for.
Mange overspisere er utilfredse med deres krop, meget optaget af mad og evigt på slankekur. En del har også strenge fasteperioder imellem overspisningsperioderne, uden dog at kunne overholde dem. Nogle holder en stabil vægt, mens andre svinger vægtmæssigt med optil 30-40 kilo på få måneder.
Psyke og fysik
Overspiserne er ofte sårbare over for andres oplevelse af dem, og deres selvværdsfølelse afhænger meget af, hvad andre synes om dem. Det ses, at fedtlaget fungerer som en form for beskyttelse mod omverden og mod sider i dem selv, som de ikke tør lade komme frem.
Så længe overvægten skyldes psykiske og følelsesmæssige problemer og er et forsøg på at undgå eller opnå ro i følelserne, vil slankekure sjældent have længerevarende effekt. Derfor har overspiseren ofte brug for behandling for at lære at håndtere sine følelser uden brug af mad.